historien set fra faktamandens synspunkt
Det var en stille og rolig dag. Han går ind på sit kontor for at tage noget at drikke imens han kigger på overvågnings kamerarene. Da ser han to unge mennesker, som er i færd med at stjæle slik så han går hen til dem. "Vil i lige følge med ind på mit kontor?" De svare jo self. Der var en gammel dame ved siden af som løftede begge øjenbryn da han åbnede døren. Der var to stole der inde som de unge kunne sidde på men han ville ikke spørge dem han var træt af det de havde gjort så de stod op. Da han åbnede munden sgade han: "hvad er det liige i bilder jer ind? Det kan i ikke være bekendt. Tøm jeres lommer." Drengens kammerat sagde: "Jamen, vi har ingenting." Drengen tømte sine lommer som han fik besked på. Han havde Flyers i den ene lomme og i den anden lomme hVde han to Mars. Han nikker til drengens kammerat, og kemmeraten krammer begge sine lommer for at vise at de altså er helt tomme. Han siger til dem: "i er altså godt klar over at sådan nogen ting her anmelder vi til politiet ikke?" Drengen lød som om han var ved at tude da han sagde: "i må ikke ringe til mine forældre."
"Du kan fandme tro vi ringer til dine forældre" sagde han, og satte sig bag sit skrivebord.
"De kan slet ikke klare at høre det," sagde drengen.
"Det skulle du jo nok have tænkt på lidt før," sagde han og rykkede en telefon tættere på og sad bare og gloede på en liste der hang på en opslagstavle.
"Jamen, min bror er på hospitalet, det derfor," nu græd drengen. "Han er døden nær, de går og venter på det. Han sagde det ikke var han's problem. Men han gjorde ingenting med telefonen. Drengen sagde: "det er leukæmi og jeg kan ikke være derhjemme, de græder konstant."
Han var stille. Drengen gned sig i øjnene.
"Jaaaaa, det skulle i nok have tænkt på lidt før, ikke?" Sagde han.
"Ja det skulle vi jo nok." Hviskede drengen.
"Meeen nu kan I jo fise af og så vil aldrig se jer mere i butikken."
Drengen sagde ingenting, han's kammerat sagde okay.
"Fatter i det, jeg vil aldrig se jer igen, aldrig mere." Han rejste sig og åbnede en dør ud til gården bag butikken og pegede forbi to containere. "I skal ud gennem porten der." De gik ud og han lukkede døren bag dem. Han fortsatte sit arbejde, og tænkte ikke mere på dem.
"Du kan fandme tro vi ringer til dine forældre" sagde han, og satte sig bag sit skrivebord.
"De kan slet ikke klare at høre det," sagde drengen.
"Det skulle du jo nok have tænkt på lidt før," sagde han og rykkede en telefon tættere på og sad bare og gloede på en liste der hang på en opslagstavle.
"Jamen, min bror er på hospitalet, det derfor," nu græd drengen. "Han er døden nær, de går og venter på det. Han sagde det ikke var han's problem. Men han gjorde ingenting med telefonen. Drengen sagde: "det er leukæmi og jeg kan ikke være derhjemme, de græder konstant."
Han var stille. Drengen gned sig i øjnene.
"Jaaaaa, det skulle i nok have tænkt på lidt før, ikke?" Sagde han.
"Ja det skulle vi jo nok." Hviskede drengen.
"Meeen nu kan I jo fise af og så vil aldrig se jer mere i butikken."
Drengen sagde ingenting, han's kammerat sagde okay.
"Fatter i det, jeg vil aldrig se jer igen, aldrig mere." Han rejste sig og åbnede en dør ud til gården bag butikken og pegede forbi to containere. "I skal ud gennem porten der." De gik ud og han lukkede døren bag dem. Han fortsatte sit arbejde, og tænkte ikke mere på dem.