en ikke så helt almindelig mandag
Endnu en mandag, endnu en hel almindelig mandag. Solen skinnende, men det var stadig koldt. Det var godt jeg havde husket at tage en ekstra tyk trøje på. Jeg har vagten fra 8 til 17, det tegner til at blive en lang dag. Den vil blive endnu mere lang, hvis der ikke er mere kaffe på kontoret. Så skal jeg sende bud efter Irma, som skal ind i butikken, hente kaffen, sætte kaffen over, servere den for mig. Hvis det hele skal forgå i Irmas tempo, tegner det til at blive en endnu længere dag. Jeg har egentligt mest lyst til at blive hjemme, men jeg kan jo ikke svigte hele personalet. Jeg kom ned på kontoret, og det hele endte som jeg forestillede mig, ingen kaffe. Jeg bad Irma at gå ned efter kaffe. Efter en time (denne gang skulle jeg kun minde hende om det syv gange) var kaffen klar. Jeg sad og kiggede på klokken, 12:47 sagde den. Jeg har jeg fri om 4 timer og 13 minutter. "Hmm" sagde jeg lavt til mig selv. Hvad kan jeg så lave på den tid. "Hov!" Udbrød jeg, jeg har jo fuldstændig glemt at gå min daglige vagt nede i butikken. Jeg fór op af stolen, og skyndte mig ned i butikken. En dame stod og rodede med nogle salathoveder, mens en dreng stod og tjekkede hans mobiltelefon. Alt åndede fred og ro, en typisk stille mandag eftermiddag. Jeg forsatte ned imod slikafdelingen, jeg håbede at der ikke var nogle kunder, så kunne jeg måske snuppe et lille stykke. Til min store skuffelse var der to drenge, de stod med store øjne og kiggede på alle varianterne. Nå, så blev det ikke til noget slik i denne omgang. Så så jeg noget. Den ene dreng puttede noget ned i hans højre lomme. Var det rigtigt, måske var det bare hans mobiltelefon. Jeg ventede og observerede om han puttede mere ned i hans lomme. Som jeg forudsagde gentog hændelsen sig igen. Jeg begyndte at smil, mens jeg langsomt nærmede mig drengene. Jeg tog fat i deres nakker, de fik et kæmpe chok. "Nå I kommer vist lige med mig" sagde jeg, mens jeg kunne mærke at smilet bredte sig over hele mit ansigt.
Drengene gik ufrivilligt med mig op på kontoret, men mig kommer man ikke så let udenom. Den ene af drengene så ud til at være forskrækket, mens den anden så ud som om han var ligeglad, han kiggede ned i jorden. "Jeg ved ikke hvad i blider jer ind", sagde jeg. "Hvad?", kom det fra en af drengene. "Tøm jeres lomme", sagde jeg. Jeg glæder mig til at høre deres undskyldning. "Vi har ikke noget", kom det fra den ene dreng. Mens den anden dreng tog en pose Flyers op af den ene lomme, og to Mars af den anden. "I ved godt af vi anmelder den her slags til politiet", drengenes ansigter stivnede. "I må ikke ringe til mine forældre, de kan ikke klare det. Min bror er på hospitalet, de græder hele tiden", sagde en af drengene med en gråd stemme. Lidt efter begyndte han at græde. "Ja, men det skulle i have tænkt på lidt før", sagde jeg med lidt dårlig samvittighed. Jeg kiggede på telefonen, og trak den lidt tætter til mig. Jeg håbede de ville gå til bekendelse, men ingenting skete. "Ja, det skulle vi nok", kom det fra drengen der græd. Det var jo kun en Flyers og 2 Mars bar. Jeg fik ondt af drengen, og hans familie. "Okay drenge nu kan i godt fise af med jer, og så vil jeg aldrig se jer her i min butik igen". Jeg gik hen mod døren og åbnede den. "Kan i forstå det, jeg vil aldrig se jer her i min butik igen". Drengene løb nærmest ud af døren, jeg tror ikke de vil komme her foreløbig. Jeg lukkede døren og satte mig i min stol, slikket de havde taget lå på bordet. "Nu er mit arbejde også færdigt for i dag", sagde jeg stille til mig selv. Jeg tog Marsbaren, men så lagde jeg den igen. Jeg kan meget bedre lide Flyers, jeg tog den og tog en stang. Jeg lagde mine fødder op på bordet, og gumlede på stangen. Så blev det alligevel ikke en hel almindelig mandag.
- Søren lind
Drengene gik ufrivilligt med mig op på kontoret, men mig kommer man ikke så let udenom. Den ene af drengene så ud til at være forskrækket, mens den anden så ud som om han var ligeglad, han kiggede ned i jorden. "Jeg ved ikke hvad i blider jer ind", sagde jeg. "Hvad?", kom det fra en af drengene. "Tøm jeres lomme", sagde jeg. Jeg glæder mig til at høre deres undskyldning. "Vi har ikke noget", kom det fra den ene dreng. Mens den anden dreng tog en pose Flyers op af den ene lomme, og to Mars af den anden. "I ved godt af vi anmelder den her slags til politiet", drengenes ansigter stivnede. "I må ikke ringe til mine forældre, de kan ikke klare det. Min bror er på hospitalet, de græder hele tiden", sagde en af drengene med en gråd stemme. Lidt efter begyndte han at græde. "Ja, men det skulle i have tænkt på lidt før", sagde jeg med lidt dårlig samvittighed. Jeg kiggede på telefonen, og trak den lidt tætter til mig. Jeg håbede de ville gå til bekendelse, men ingenting skete. "Ja, det skulle vi nok", kom det fra drengen der græd. Det var jo kun en Flyers og 2 Mars bar. Jeg fik ondt af drengen, og hans familie. "Okay drenge nu kan i godt fise af med jer, og så vil jeg aldrig se jer her i min butik igen". Jeg gik hen mod døren og åbnede den. "Kan i forstå det, jeg vil aldrig se jer her i min butik igen". Drengene løb nærmest ud af døren, jeg tror ikke de vil komme her foreløbig. Jeg lukkede døren og satte mig i min stol, slikket de havde taget lå på bordet. "Nu er mit arbejde også færdigt for i dag", sagde jeg stille til mig selv. Jeg tog Marsbaren, men så lagde jeg den igen. Jeg kan meget bedre lide Flyers, jeg tog den og tog en stang. Jeg lagde mine fødder op på bordet, og gumlede på stangen. Så blev det alligevel ikke en hel almindelig mandag.
- Søren lind