Tyven
Benjamin gik i sjette klasse og var en af klassens mest populære. Han havde 2 rigtige gode venner som han var meget sammen med. Både i skolen og uden for skolen.
Her på det sidste synes hans to gode venner, at Benjamin var begyndt at forandre sig. Han var begyndt at blive lidt små irriterende, flabet og selvoptaget. Det kunne de ikke lide. De begyndte at holde sig lidt på afstand fra ham, for ligesom at se om han vendte tilbage til sit gamle jeg.
Der skete ikke rigtig nogen forandring over et længere stykke tid, så Benjamins to gode venner, som ikke rigtig var hans gode venner mere, begyndte at holde ham rigtig meget på afstand. Så Benjamin blev mere og mere ensom.
Det blev sommerferie og Benjamins to gode venner havde aftalt at hvis Benjamin ikke havde forandret sig efter ferien, ville de droppe ham som ven. De var slet ikke sammen med Benjamin hele ferien, de havde ikke snakket med ham, de havde slet ikke set ham, overhovedet ikke en dag.
Dagen var kommet og de skulle starte i skole. Nu kunne de kalde sig for syvende klasser. Benjamins to gode venner synes der ligesom fulgte et ansvar med til den titel. De følte at de var et slags forbillede for de mindre klasser nu. De skulle møde klokken 8.15, og da de kom sad Benjamin allerede på sin stol. De sagde ikke hej, eller godmorgen, de sagde ingenting til hinanden.
Da der var frikvarter var Benjamins to gode venner, de sidste der gik ud af klassen. Da de træder ud af klassen, ser de Benjamin stå og rode i deres klassekameraters jakke lommer, og han står allerede med nogen penge og en mobiltelefon i hånden. De er med det samme klar over at han er i gang med at stjæle.
De skynder sig ned på læreværelset, hvor de hurtigt finder deres klasselærer og fortæller hvad de har set.
Inden for få dage var Benjamin smidt og af skolen. De ting Benjamin havde stjålet havde klasselæren fundet i hans taske. Benjamin var nu nød til at flytte skole uanset hvad.