kære dagbog.
Her forleden begyndte der en ny dreng i min klasse, han hed Benjamin. Jeg snakkede ikke
med ham i de første par dage, han virkede lidt mystisk. 2-3 dage efter var der et frikvarter
kom hen og snakkede til mig. Han spurgte ind til hvorfor jeg sad alene og ikke var sammen
med de andre. Jeg ville ikke virke som en der ikke havde nogen venner, så jeg var lidt
forsigtig med hvad jeg sagde. Men i så fald sagde jeg bare at jeg sad der for ingenting,
men det passede jo ikke. Jeg forstod ikke rigtigt hvorfor han ville snakke med mig, det var
der jo aldrig nogen der ville. Jeg blev lidt glad, men samtidig var jeg en smule skeptisk, da
jeg jo ikke vidste om han ville gøre noget ondt.
Efter skole spurgte han mig om jeg ville med ned i Fakta, jeg havde ingen penge med og
det sagde jeg også til ham. Men det var Benjamin ligeglad med for han sagde bare okay.
Da vi kom ind i Fakta gik vi over til der hvor alt slikket stod. Han spurgte mig hvad jeg
kunne lide og jeg svarede at jeg kunne lide en masse! Lakrids, vingummi, flødeboller,
karameller og en masse mere.
Da vi grinte og havde det sjovt kom en medarbejder og sagde at vi skulle komme med
ham. Jeg blev helt paf, vi havde jo ikke gjort noget. Medarbejderen bad os om at tømme
vores lommer. Jeg fattede simpelthen ikke hvad vi lavede inde på det kontor. Men
selfølgelig ville jeg tømme mine lommer, for jeg havde ikke taget noget. Benjamin var
meget stille, han tog sine hænder ned i sine lommer og da man trak sine hænder op igen
havde han Flyers og to Mars bar. Jeg gik i chok, hvordan kunne han finde på det. Hvis jeg
havde haft nogle penge kunne jeg have betalt men lige den dag havde jeg ikke penge med
i skole. Medarbejderen sagde at han ville ringe til politiet og kontakte vores forældre og
fortælle det alt sammen. Han kiggede meget stramt på telefonen og var meget tæt på at
tage røret, men så begyndte Benjamin at snakke. Han sagde at hans bror lå på hospitalet
og var nær døden og mine forældre vil ikke kunne klare at få sådan et opkald. Benjamin
gned i sine øjne og virkede trist. Medarbejderen tøvede en smule og sagde at det måtte de
have tænkt på noget før de gjorder det, men sagde så at vi skulle forsvinde og han ville
aldrig se os igen i butikken. Det var mærkeligt at han slap så nemt, men ville mine
forældre egen,it blev ringet op, ville Benjamin også have sagt at jeg var med til det.
Da vi gik ud af butikken tænkte jeg meget over om jeg skulle spørge om hvorfor han
gjorder det og spørge lidt mere ind til hans bror, men jeg vidste ikke helt om jeg syntes det
var en god ide men jeg spurgte ihvertfald. Jeg troede ikke at jeg hørte rigtigt da han sagde
at han ikke havde nogen bror og jeg troede så at det var fordi at han var død, men det var
det ikke. Han havde aldrig haft en bror, han var enebarn. Tænk at han havde løjet foran
medarbejderen i Fakta, hvordan kunne han dog få sig selv til at lyve om sådan nogle ting.
Det ville jeg aldrig kunne gøre og slet ikke når det omhandlede min familie. Da vi begyndte
at gå, tog han en pose heksehyl op af sin lomme og tilbød mig at smage nogle, jeg sagde
ja, hvilket jeg nok ikke skulle have gjort da det jo var noget han havde stjålet. Han spiste
også nogle selv. Jeg syntes at vi gik stærkt, så luntede vi og lige pludselig løb vi. Der var
ingen gang nogen grund til det...
Lavet af Nicoline 8.A